Blog Image

Familien Tang Tapdrup

Nyheder fra familien Tang Tapdrup.

Her skulle der gerne komme nyheder om stort og småt. Målet er at give dem der er lidt på afstand, en chance for at følge med på sidelinjen.

Så er julegaverne klaret!

2011 Posted on Mon, December 19, 2011 20:20:11

I sidste uge fik vi købt de fleste julegaver, og bestilt de sidste over nettet, og weekenden gav tid til at hygge sig med at få dem pakket ind, så vi nu er klar til d. 24. 🙂 Selvom bassen er for lille til at forstå konceptet, glæder vi os til at fejre jul for første gang sammen med ham!

I weekenden fik vi desuden besøg af Henrik og Mette, som også venter sig, dog først til sommer. Det er skønt med alle de børn!

Fredag var Maja til første møde med sin mødregruppe. Gruppen består af seks mødre fra Solbjerg, og to har fået barn nr. 3, to har fået barn nr. 2 og to har fået barn nr. 1. Det bliver dejligt at komme igang med at mødes efter nytår.

Natten mellem søndag og mandag bød på Jacobs første lange stræk. Han sov i næsten 5 1/2 time fra ca. kl. 21.30 til næsten 03.00! Det var noget helt nyt og dejligt overraskende. Lad os håbe det er noget der er kommet for at blive smiley



Ny blog!

2011 Posted on Sun, December 11, 2011 23:45:48

Så er siden endelig oppe. Der var nogle problemer med det gamle site, eller rettere så var det web programmet der var meget irriterende. Som de fleste sikkert nåede at opdage, så var der jævnligt fejl på siden, og det skyldes udelukkende problemer i forbindelse med upload. Nu har vi skiftet, og håber på en mere stabil drift.

Mandag var der besøg fra Jelling, hvor Alice kom forbi for at se vidunderet smiley

Onsdag var bassen til 5 ugers tjek, og er nu vokset til 58 cm og har en kampvægt på 5350g. Det vil sige, at han har taget ca. 1 kg på over de sidste 3 uger hvilket jo er meget dejligt smiley

Fredag stod den på julefrokost hos TDC. Det forløb som planlagt med tilhørende tømmermænd dagen derpå smiley Det var dog ikke værre, end at det kunne blive til lidt juleshopping sammen med de ca. 1.000.000 andre, som også syntes, at det lige skulle være den dag man fik klaret julegaverne!

Søndag var ren julehygge! Juletræet kom ind, og så fik vi endelig gang i alle de fine ting, som vi har samlet op gennem nogle år nu. Julekugler i alskens farve, trommer, sukkerstænger, gamle julehjerter osv. Det blev et meget flot og farverigt træ smiley



Så kom juletræet i hus.

2011 Posted on Sun, December 11, 2011 23:09:45

Kopi fra nedlagt site.

Weekenden startede med at vi havde besøg af Kedde, hvilket altid er dejligt. Der blev selvfølgelig snakket skak, da han er ret godt kørende! Middagen bestod af Roethlis-burger!! Et meget kærkomment gensyn med burgeren over alle burgere.

http://tv2sport.dk/node/71004

Søndagen bød på et andet højdepunkt. Juletræet er nu i hus!!

Vi fandt allerede om lørdagen et fint lille sted i gåafstand, hvor vi kunne få lov til at fælde vores eget juletræ.

Det er jo ren hygge, og forhåbentlig starten på en dejlig tradition, som bliver sjovere når bassen kan være med, og ikke blot ligger barnevognen!

Vi fik da også årets første sne, eller nok mere tøsne, mens vi gik og søgte efter det rette træ. Nu skal det akklimatiseres og så, om nogle dage, pyntes.

Den kommende uge byder på besøg fra Jelling i morgen.

Onsdag ser det ud til at årets julebryg kommer i hus. Vi forventer nemlig besøg af Haakon og Maren, som jo også venter sig meget snart!

Fredag står den på julefrokost hos TDC!!

Weekenden er afsat til juleshopping, hvor vi håber på at kunne få alle julegaveindkøbene klaret.



Spændende weekend

2011 Posted on Sun, December 11, 2011 23:01:41

Kopi af nedlagt site.

Så er weekenden ovre, og det har været en god en af slagsen.

Fredag stod den på besøg af mormor Karin og Majas tidligere dagplejemor Lisa. Det var rigtig hyggeligt, og Lisa var enig med resten af panelet; Jacob er en skøn dreng 🙂

Lørdag var vi et smut i Babysam for at købe en slynge til lillemanden. Han kan godt blive lidt tung at slæbe på i længere tid. Umiddelbart ligner det noget som kun mor kommer til at bruge, men nu må vi se. Man skal i hvert fald lige have noget rutine i at binde den dims.

Efter vores lille udflugt, stod den på jul! Det er altid sjovt at finde kasserne frem og rode det hele igennem. Alt er nu fremme på nær pynt til juletræet, som forhåbentlig kommer her i løbet af ugen, hvis vi får købt en julestjerne til toppen af træet.

Bassen har fået sit eget snelandskab i vindueskarmen 🙂

Søndag var den store bagedag. Der blev virkelig bagt igennem, og i mens hyggede mændene sig.

Der blev bagt alskens kager og småkager, så nu er der et større forråd, som dog nok skal få ben at gå på.

På fredag kommer Kedde og hilser på. Det skal nok blive godt. Spændende at se hvad han siger til lille Jacob.



Weekendbesøg

2011 Posted on Sun, December 11, 2011 22:54:50

Kopi fra nedlagt site.

Sidste weekend bød på besøg både lørdag og søndag.

Lørdag havde vi besøg af Toke, Sine og lille søde Laura. Det var dejligt at se dem alle 3 igen, og sikke stor Laura bliver!! Må man kalde hende et hængetræ smiley Det var et dejligt besøg, men Laura var ikke helt vild med, at far og mor skulle holde en anden baby. Ellers er hun fuld af sjov, og utrolig kilden. Jeg tror heller ikke at jeg har set nogen spise rosiner i det tempo før smiley

Søndag stod den på besøg af bedsteforældrene fra Tønder. Bedstemor Hanne havde fødselsdag, og da vi ikke kunne komme til dem, så kom de gladeligt til os, hvilket vi sætter stor pris på! Det var en hyggelig eftermiddag, og bedstefar havde motorsaven med, så den gamle garageport er nu splittet i atomer, og klar til at blive bugseret til genbrug. Dejligt!

Hverdagene byder ikke på det helt store endnu. Ofte ender det med at far og søn tager et hvil på sofaen om aftenen, da begge er lidt trætte.

Dagen i dag bød på bassens første tur med bus, da mor skulle et smut ind til byen. Det blev klaret til UG, kryds og slange. Er der noget den lille mand ikke kan!! Han er så dejlig rolig og tager alt i stiv arm. Det er fantastisk.

Den kommende weekend byder på den første julehygge. Planen er, at der skal pyntes op lørdag, da søndag er den store bagedag i Ommestrup. Vi overvejer om der allerede nu skal investeres i et juletræ. Vi har fået købt en juletræsfod, men mangler en stjerne, og det er alligevel ret vigtigt for helhedsindtrykket. Nu må vi se hvad det bliver til, men vi glæder os allerede!!

“I’m dreaming of a white christmas, just like the one’s I use to know…”



Så er der ny garageport!

2011 Posted on Sun, December 11, 2011 22:50:39

Kopi af nedlagt site.

Så fik vi endelig installeret en ny garageport. Nu mangler vi blot at få malet træværket så det matcher smiley. Det er nu skønt med en automatisk port. Slut med at skulle ind og ud af bilen for at hæve den port, plus at der nu er meget bedre plads, da døren er sløjfet!

Drengen virker en smule umættelig i disse dage, hvilket tærer på kræfterne. Det er ikke sådan når han vil have mad 10-12 gange i døgnet. Jeg tror mantraet, som for så mange andre, bliver at det blot er en fase smiley.

Mor og Jacob skal også til at vende sig til at være alene, da far starter på arbejde igen. Den første dag alene bliver nok ikke så slem, da både sundhedsplejerske og Nanna kommer på besøg. Spændende og se hvor meget han forhåbentlig er vokset smiley



Next »